Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Du skrev et sår i min fremtid. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg elsker at se dig.

Sådan svarede du. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Notesbog. Beskydning. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Og en anden dag: Solstorm. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Har vi de samme øjne? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Markerne, du? Det dybeste af alt er huden? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Gennem hullet i hegnet. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Der hang figner henover udsigten. Solens sind. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det er bare.

Under den blå, blå himmel. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ikke var muligt at komme derind.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvem var det, der skrev:

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Glashænder.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Farvede ordene milde. Det dybeste af alt er huden? For hvert lag af betydning i stenene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Vi har øjne.

Ikke glemme floderne i ørerne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Uforståelige sætninger

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Der var noget som åbnede sig. Gennem hullet i hegnet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Dine øjne. Var der virkelig ild et sted? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi, de mindste detaljer.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. At forvandle dette rum til et andet.

Hvem var det, der skrev: Intimiteten i skriften. Jeg går bare og venter på den milde måne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Under den blå, blå himmel.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vidste du det? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sætningerne er et hav. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Ordene, små toppe af skum. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Solstorm. Ikke søge ly. Der var intet som skulle glemmes.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.