Sådan er det. Sådan svarede du. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!
I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Skovene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.
Men mit sprog er et landskab. Så var der en, der lyttede til skovene. Vi har hverken gardiner eller travlt.
Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Havde du kysset en anden? Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Stod imod, men skrev: intet.
Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Du i mit vindue, i min vindueskarm.
Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Bøgerne var de eneste. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.
Om andre byer, andre verdener. Var det markerne? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Dansende, legende, lyttende. Men mit sprog er et landskab. I den periode: udsigten, stilheden. En uro i kroppen. Nu skriver jeg igen på det stille.
Hvad skulle glemmes? Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.
Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Sandet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Du havde tabt en linje i min drøm.
Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Trak jeg de yderste bjerge?
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Er du på den anden side af havet? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Ring til mig uden grund.
Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Men mit sprog er et landskab. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Udsigten var en fuck-up-store. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
Oppe på bakken. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Jeg skrev mig vild i de dage.
Skyen skjulte noget for fuglene. Afsavn.
Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Alting bag alting. Ordene, små toppe af skum.
Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.
Blæste det virkeligt?
Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.
Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Stjernekontinent. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vi taler om andre betingelser for nærvær.
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.
Giver det mening? På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Jeg, du, den. Du siger noget om solen. Hvad vil disse knuste sætninger? Farvede ordene milde. Diamanterne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg lyttede til dit hjerte. Når du siger mit navn, svarer min krop. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.