Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Og en anden dag: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.
Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Oppe på bakken. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Over murbrokkerne. Det gør ikke noget. Oplæsning for intetheden.
Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene
Lysene lyste. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Skyen skjulte noget for fuglene. Den sindssyge himmel. Kan jeg skrive sådan? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.
Du siger noget om solen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg har skrevet et kort til dig. Udsigten var håbløs.
Sandet. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.
Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
For hvert lag af betydning i stenene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det dybeste af alt er huden? Uforståelige sætninger at klæde sig i Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.
Luften og jordens sange. Afsavn. Udsagn. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når du siger mit navn, svarer min krop.
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Ordene, små toppe af skum. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Luften og jordens sange. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.