Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lysene lyste.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bag træerne. Derinde bag skoven. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Kan jeg skrive sådan? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bordet vipper. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Farvede ordene milde. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

At lytte gav ikke længere mening. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det generte i skriften. Ilden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Stod imod, men skrev: intet. At tale var blevet uoverskueligt.

Afsavn. Udsagn. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Noter. Beskrivelser. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Stenene og træernes sange. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det var ikke skovene jeg kom fra. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I læberne og i huden. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Et brev.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Dine øjne. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Blæste det virkeligt?

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Jeg tror, du havde glemt den der.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Der var noget som åbnede sig. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.