Blå. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ikke var muligt at komme derind.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Hvad skulle glemmes? Jeg har skrevet et kort til dig.

Et brev. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg skrev intet ned i den periode. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Vores land.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Gennem hullet i hegnet. Jeg læste dine linjer Har vi de samme øjne? Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Som at læse glemte aviser.

Sætningerne er et hav. Intimiteten i skriften. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. På en rude. Når du siger mit navn, svarer min krop. I læberne og i huden. Det dybeste af alt er huden? Det der blæser.

Det var ikke skovene. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Du, du. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Et brev.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Og vi vågnede. Et genert rum, et intimt rum. Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Som at skrive i koder. Stod imod, men skrev: intet.

Der var intet som skulle glemmes. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Under den blå, blå himmel. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Og vi vågnede. Har vi de samme øjne?