Solstorm. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Ilden. Intimiteten i skriften Stod imod, men skrev: intet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Har vi de samme øjne? Det var før du kunne forsvinde. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det var ikke markerne jeg kom fra. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var ikke skovene jeg kom fra.Det var ikke skovene jeg kom fra. Det var ikke skovene jeg kom fra. Det var ikke skovene jeg kom fra.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Her er dagen allerede langt foran mig.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Du siger noget om solen. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Og en anden dag: Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Du kan være i dette landskab.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der var noget som åbnede sig.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Kan jeg skrive sådan? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Sådan svarede du.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sætningerne er et hav. Udsigten var håbløs. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Om andre byer, andre verdener. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Tågen i skovene i udsigten. Det var ikke skovene jeg kom fra. Var det markerne du kom fra? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Som nu i morges: Udsigten var håbløs. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.