I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Lyset i ørknen i udsigten. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Af alt det kroppen også er. Natten er trans, dagen er trans. Der falder binære sansninger ud af min mund. På en rude.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Der var noget som åbnede sig.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Et genert rum, et intimt rum.

Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Ikke søge ly. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg læste dine linjer Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Det var før du kunne forsvinde. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg tror, du havde glemt den der.

Bag træerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Dine sætninger. Ved den kyst, havets langsommelighed.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sætningerne er et hav. Der var intet som skulle glemmes. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Ordene, syrlige rifter af blod. Du siger noget om solen.