Brændte det friske løv virkeligt?
For hvert lag af betydning i stenene. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Farverne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Skrid, svarede du.
Det her er en leg. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.
Jeg har skrevet et kort til dig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.
Det dybeste af alt er huden? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Blå. Bøgerne hvilede omkring kaffen.
Har vi de samme øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Og en anden dag: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.
I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.
Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Oppe på bakken. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Over murbrokkerne. Det gør ikke noget. Oplæsning for intetheden.
Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene
Lysene lyste. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Skyen skjulte noget for fuglene. Den sindssyge himmel. Kan jeg skrive sådan? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.
Du siger noget om solen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg har skrevet et kort til dig. Udsigten var håbløs.
Sandet. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.