Du siger noget om solen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.