Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

For hvert lag af betydning i stenene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det dybeste af alt er huden? Uforståelige sætninger at klæde sig i Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Luften og jordens sange. Afsavn. Udsagn. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ordene, små toppe af skum. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Luften og jordens sange. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lysene lyste.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bag træerne. Derinde bag skoven. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Kan jeg skrive sådan? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bordet vipper. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Farvede ordene milde. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

At lytte gav ikke længere mening. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det generte i skriften. Ilden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Stod imod, men skrev: intet. At tale var blevet uoverskueligt.

Afsavn. Udsagn. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Noter. Beskrivelser. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Stenene og træernes sange. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det var ikke skovene jeg kom fra. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne