Jeg læste dine linjer Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Det var før du kunne forsvinde. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg tror, du havde glemt den der.

Bag træerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Dine sætninger. Ved den kyst, havets langsommelighed.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sætningerne er et hav. Der var intet som skulle glemmes. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Ordene, syrlige rifter af blod. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Sætningerne er et hav. Som at læse glemte aviser. Vidste du det? Nordlysets sitren i din stemme. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Som nu i morges: Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Det dybeste af alt er huden? Du må ikke forsvinde. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Stjernekontinent. Et genert rum, et intimt rum. Min ene pen er rød og den anden sort. Her er dagen allerede langt foran mig.

Ikke søge ly i den flod. Jeg sad alene i solen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Og vi vågnede. Det her er ingen leg. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamantPå altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Nordlysets sitren i din stemme.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Farvede lidt sort i din ørken. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Nordlyset tøver i vores stemmer. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.