Kan jeg skrive sådan? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Sådan svarede du.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sætningerne er et hav. Udsigten var håbløs. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Om andre byer, andre verdener. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Tågen i skovene i udsigten. Det var ikke skovene jeg kom fra. Var det markerne du kom fra? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Som nu i morges: Udsigten var håbløs. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Lyset i ørknen i udsigten. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Af alt det kroppen også er. Natten er trans, dagen er trans. Der falder binære sansninger ud af min mund. På en rude.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Der var noget som åbnede sig.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Et genert rum, et intimt rum.

Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Ikke søge ly. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.