Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Du, du. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Et brev.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Og vi vågnede. Et genert rum, et intimt rum. Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Som at skrive i koder. Stod imod, men skrev: intet.

Der var intet som skulle glemmes. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Under den blå, blå himmel. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Og vi vågnede. Har vi de samme øjne?

Solstorm. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Ilden. Intimiteten i skriften Stod imod, men skrev: intet. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Har vi de samme øjne? Det var før du kunne forsvinde. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det var ikke markerne jeg kom fra. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var ikke skovene jeg kom fra.Det var ikke skovene jeg kom fra. Det var ikke skovene jeg kom fra. Det var ikke skovene jeg kom fra.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Her er dagen allerede langt foran mig.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Du siger noget om solen. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Og en anden dag: Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Du kan være i dette landskab.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der var noget som åbnede sig.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.