Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. At forvandle dette rum til et andet.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Nu er der en uro i kroppen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Et genert rum, et intimt rum. Intimiteten i skriften. Vi har de samme øjne.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Under den grå, grå himmel. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Kan jeg skrive sådan? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skriver dagen igang, stille. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var disse linjer virkeligt virkelige? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Som nu i morges: Bagefter sad jeg i timer og læste. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Ordene, små toppe af skum. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Vi har de samme øjne.

Du må ikke forsvinde. Et genert rum, et intimt rum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Kalken.Kalken. Kalken. Kalken. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Var det skovene du kom fra?Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra? Dette langsomme blik imod stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.