Det var ikke markerne jeg kom fra. Dine sætninger. Dine diamanter lyser i min mund. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Du må ikke forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi har de samme øjne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

På et stort stykke hvidt papir. Ord. Sådan er det. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg er på den anden side af havet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Det gør ikke noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Et genert rum, et intimt rum. Kalken. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Der var noget som. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Sammen lå vi og kortlagde: Jeg hviskede ind i din drøm. Vigtigste. Og vi vågnede.

Ikke floderne i ørerne. Du mod de kommende kyster. At forvandle dette rum til et andet. Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Mod de yderste bjerge. Sådan. Senere i dine øjne. At en verden.

Du må ikke forsvinde. Du, du. Dine diamanter lyser i min mund.

Var det markerne du kom fra? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bag stemplerne.

Det jeg kom fra..

Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

millioner år gammelt glas i den l

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Her er natten allerede et stort show. Stolen jeg sad på knirkede i solen. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Bag diamanterne. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Nordlyset tøver i vores stemmer. Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg skriver dagen igang, stille.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.