Mod de yderste bjerge. Sådan. Senere i dine øjne. At en verden.

Du må ikke forsvinde. Du, du. Dine diamanter lyser i min mund.

Var det markerne du kom fra? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Der var intet som skulle glemmes. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.