Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Solstorm. Som nu i morges: Dine sætninger. Jeg skrev mig vild i de dage. Dine diamanter lyser i min mund. Du må ikke forsvinde.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ikke søge ly i den flod. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sådan svarede du. Jeg læste dine linjer. Har vi de samme øjne? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stofferne.

Jeg ville gerne give dig mine. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Søge ly i den flod. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg tror, du havde glemt den der. Sandet var forsvundet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Ilden. Ikke søge ly. Ikke var muligt at komme derind.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Sætningerne er et hav. Det var ikke skovene jeg kom fra. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Bagefter sad jeg i timer og læste. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Afsavn. Udsagn. Der var noget som åbnede sig.

Det er bare. Et udadvendt rum, et favnende rum. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg ryster en tilfældig bog. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Vi har de samme øjne.

Muren omkring ordene. Var disse linjer virkeligt virkelige? Du siger mit navn. Af alt det kroppen også er.

Ikke glemme floderne i ørerne. Var det markerne du kom fra? Vi taler om andre betingelser for nærvær. Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg tror, du havde glemt den der. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne.

Sådan svarede du. Du lod himlen hvile. Det jeg kom fra.. Jeg ikke dig. Stjernekontinent. Glashænder. Var jeg stille? Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Noter. Beskrivelser. Havde du fundet en grøn sten? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Bordet vipper. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.