Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Dine diamanter lyser i min mund. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Ikke søge ly i den flod. I læberne og i huden.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Intet glemmes. Vi, gamle tanker om stilheden.

En uro i kroppen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vidste du det? Hvad tæller du til? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.