En uro i kroppen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vidste du det? Hvad tæller du til? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.