På en rude. I natten, en fjern stemme, søvn. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Gennem hullet i min hjerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Nu skriver jeg igen på det stille. Ok, svarede du. Så trak dagen langsomt på øjne.

Når jeg ser dig.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Den afklarede himmel. Og vi vågnede. Hvilken dag fulgte efter dagen? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Det gør ikke noget.

Landet smuldrer, smuldrer.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Så var der en, der lyttede til skovene. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Intimiteten, skriften. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Vi har de samme øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Derinde bag skoven. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Din krop? Nordlyset tøver i vores stemmer.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Det kunne forsvinde.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Ikke var muligt at komme derind. Men noget blev i de tomme haller. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Kan jeg skrive? Farvede ordene milde. Jeg ved vi forsvandt. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Om andre byer, andre verdener.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Skyggerne skyggede. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Et wack rum, et rum for stars. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Bag diamanterne. Rifterne. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Stolen vipper. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Der var noget som gled med videre. Oplæsning for intetheden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Det her er en leg. Jeg er på den anden side af havet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Sandstorm.