Bøgerne tegnede deres egen retning.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bordet vipper. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Om andre byer, andre verdener.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Vi har de samme øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Et genert rum, et intimt rum. Noter. Beskrivelser.

Afsavn.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Ord.

De vigtigste. Stjernekontinent. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Ikke glemme floderne i ørerne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Trak jeg de yderste? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Senere i vores linje.

Jeg ved vi forsvandt. Udsagn. Som i morges. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vi stod derinde. Vågnede. Du, solen.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Det var ikke skovene. Der var noget som åbnede sig. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Var det alligevel koderne, systemerne? I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Du mod de kommende kyster. Kan skriften være genert? I natten, en fjern stemme, søvn. Månens sind.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Diamanterne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sandet i mine tanker. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Her er dagen allerede langt foran mig. Du må ikke forsvinde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Det er aldrig det hurtige blik.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Stod imod, men skrev: intet. Ilden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Ikke var muligt at komme derind. Vi sad alene i natten. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Landet smuldrer, smuldrer. Regnvejrsmeteor. Jeg har skrevet et kort til dig. Der løber ord ud af min hud. Bagefter sad jeg i timer og læste. Det dybeste af alt er huden? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.