Diamanterne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sandet i mine tanker. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Her er dagen allerede langt foran mig. Du må ikke forsvinde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Det er aldrig det hurtige blik.