Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Det kunne forsvinde. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Var det bare regnen? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sidst, i morges.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Dine diamanter lyser i min mund.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Som at skrive i koder.

Jeg er på den anden side af havet.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Sådan svarede du. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg skriver dagen igang, stille.

Kan jeg skrive sådan?

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Altid er det dette langsomme blik.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Et hav.

Intet bag alting.

Vi, gamle tanker om stilheden. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. En nat faldt giraffer ud af drømme.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Der var noget som. Jeg skriver dagen igang, stille. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Dette langsomme blik imod stenene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bøgerne var de eneste.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sandstorm. Jeg læste i aviser, i glemslen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Muren omkring ordene. Hvad skulle glemmes? Dine sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. De vigtigste.

Dine diamanter lyser.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Under murbrokkerne. Intimiteten i skriften. Bag diamanterne. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Den afklarede himmel.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Tågen i skovene i udsigten.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

I et efterår ville jeg være flov. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Her er dagen allerede langt foran mig. Bagefter sad jeg i timer og læste. Dagene. Ugerne. Vennerne. Muren omkring ordene. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Hvad vil disse knuste sætninger? Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Hvem var det, der skrev: Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Kan jeg skrive? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Det her er ingen leg. Sådan noget. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Hvad tæller du til?