I et efterår ville jeg være flov. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Her er dagen allerede langt foran mig. Bagefter sad jeg i timer og læste. Dagene. Ugerne. Vennerne. Muren omkring ordene. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Hvad vil disse knuste sætninger? Der er en som har vendt sin trøje omvendt.