Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg skriver dagen igang, stille.

Kan jeg skrive sådan?

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Altid er det dette langsomme blik.