Oplæsning for intetheden. Brændte det friske løv virkeligt? Da jeg lyttede blev jeg bange. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Din kjole går op i øst og ned i vest. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg var nøgen i de dage.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Du mod de kommende kyster. Kullet. Du foldede dig ind i mine ord.

Luften og jordens sange.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan svarede du. Jeg har skrevet et kort til dig. Intimiteten, skriften. Hvad skal vi med den voldsomme?

Jeg var nøgen. Så trak dagen langsomt på øjne.

Og en anden nat: Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Sandøjne. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Grå. Som at læse glemte aviser. Senere i vores linje. Derinde bag skoven. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Regnen, vinden imellem dine læber. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg sad alene i solen.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg læste dine linjer. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Intimiteten i skriften. Kan jeg være? Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Var jeg?

Det handler om.

Har vi øjne? Jeg har skrevet et kort til dig. Intet, jeg modtog intet. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Kan jeg skrive sådan?

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger mit navn. Vi, gamle tanker om stilheden.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg, du, den. De bløde bakker udenfor byen. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Øjne af regn fra det travle. Jeg sejler: alting sejler! Jeg kunne glemme det, der glemmes.

Er du på den anden side? Når du siger mit navn, svarer min krop. Svarede du? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg elsker at se dig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi, øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Som i morges. Jeg skriver dagen igang, stille. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Afsavn. Udsagn. Et genert rum, et intimt rum. Stod imod, men skrev: intet.

Mørket kaldte vi mørket. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Det var før du.