Når jeg ser dig.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

En flamme slog op af min hals. Notesbog. Beskydning. Under murbrokkerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Det her er en leg. Du skrev ikke længere. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Når du siger mit navn, svarer min krop.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Dine øjne. Det ,der hænger. Hvem var det, der skrev: Ord. Jeg og dit hjerte. Jeg skrev mig vild i de dage. Som i morges.

Jeg forsvandt. Sandet. Hver morgen: Wow! Indimellem nogle ord. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. De.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Er du på den anden side? Under den grå, grå himmel. Intet, jeg modtog intet. Kan skriften være genert? Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Nu skriver jeg igen på det stille.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Vi bliver verden. I den periode: udsigten, stilheden.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Kan jeg skrive?

Intet, jeg modtog intet.

Dine diamanter lyser. Hvilken nat fulgte efter natten? Asfalt. Ubeslutsomhed. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Der lå figner på jorden. Ordene, små toppe af skum. Ikke var muligt at komme derind.

Øjne af regn fra det travle. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Afsindighed. Udsalgsvarer. Odense, Esbjerg, Roskilde. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Omkring de tøvende stjerner, tingene.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Jeg tænker smukke øjne. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg ville gerne give dig mine.

I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du siger noget om solen. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Og vi.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Sådan svarede du. Jeg tegnede din hud på alting.

Du trak de yderste bjerge. Kan jeg være?

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir!

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skrev i en stråle af sol. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Sad jeg? Her er dagen allerede langt foran mig. Det her er ingen leg. Sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg tænker smukke øjne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sådan så mine drømme ud.