Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Nu er der en uro i kroppen. I natten, i søvn. Udsigten var håbløs. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. For hvert lag af betydning i klipperne.

Du skrev et sår i min fremtid. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Glasdråbehænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Om andre lande, andre folk.

Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Det generte i skriften.

Skovene. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg er på den anden side.

Sætninger. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Intet glemmes. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Ok, svarede du. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Regnvejrsmeteor. Intimiteten i skriften. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sandstorm. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvem var det, der skrev: Hvor længe havde du drevet i vinden? Vores. Min skrift er farvet af sig selv.

Jeg har plads i min hud. Notesbog. Beskydning. Du havde tabt en linje i min drøm. Mørket kaldte vi bare for mørket. Bøgerne varslede en kommende tid.

Provinsen og gågadens sange. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Intimiteten, skriften. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det handler om overfladen. Jeg læste dine linjer. Et genert, et intimt rum. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Hvad vil disse knuste sætninger?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Ok, svarede du.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Stod imod, men gjorde intet.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Skovene. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg skrev mig vild i de dage. Afsindighed. Udsalgsvarer. Muren omkring ordene. Glasdråbehænder. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Du siger noget. Du må ikke forsvinde. De bløde bakker udenfor byen.