Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Hvad skulle glemmes? Sad jeg alene? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der var en morgen, et stykke af himlen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Er det? Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Det var ikke skovene. Luften og jordens sange. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så var der en, der lyttede til skovene. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Nu sejler jeg bare i version .. En regning. Blæste det virkeligt? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Du ville sige noget, du tav. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Whatever; nat efter nat. Hvem var det, der skrev:

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Solens pind.

Sort. Dine diamanter lyser.

I natten poppede samtalerne op.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Om andre lande, andre folk. Her er dagen allerede langt foran mig. Dine diamanter lyser. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Din krop? Jeg går bare og venter på den milde måne.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Har vi forskellige øjne? Udsigten var håbfuld. Du siger noget. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Ikke floderne i ørerne. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Du, dine øjne. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Jeg tænker smukke øjne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Træerne.

Sandet var forsvundet. Et udadvendt rum, et favnende rum. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Og vi vågnede. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Var det alligevel koderne, systemerne?

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Bag stemplerne. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Dine sætninger. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. At lytte gav ikke længere mening. Tågen i skovene i udsigten. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.