Du, du. Ilden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Kan jeg skrive sådan? Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg skrev mig vild i de dage. Intimiteten i skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg forsvinder ikke. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det dybeste af alt er huden? Kan jeg skrive sådan? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Sætningerne er et hav. Ring til mig uden grund. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Et genert rum, et intimt rum. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Luften og jordens sange. Jeg var nøgen i de dage. Noter. Beskrivelser. Nordlysets sitren i din stemme. Der var intet som skulle glemmes.

Hvem var det, der skrev: Er du på den anden side af havet? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg tænker smukke øjne. Jeg tror, du havde glemt den der. Skovene. Stod imod, men skrev: intet. Du må ikke. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Bordet vipper. Et genert, et intimt rum. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Solstorm. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Rifterne. Du kan være i dette landskab.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Sætningerne er en ørken. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg skriver natten i gang, stille. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Stille? I bussen til dig.

Du skrev ikke længere. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Sådan trak du de yderste bjerge. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Skrid, svarede du. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dagene. Ugerne. Sandstorm.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi har øjne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sejlede mellem dine læber.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Hvor længe havde du drevet i vinden? Sætningerne er sarte kredsløb.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Er du på den anden side? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Var disse linjer virkeligt virkelige? Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.