Du skrev ikke længere. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Sådan trak du de yderste bjerge. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Skrid, svarede du. Nordlyset tøver i vores stemmer.