Solstorm.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Ensomheden i linjernes fald.

Ordene flår i det inderste. Solstorm. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Dine sætninger. Sætningerne er en ørken. Jeg elsker at se dig. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. De yderste kyster, en grøn sten. Ikke var muligt at komme derud. Landet smuldrer, smuldrer. Skriv i dine læber. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Og vi. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Bordet vipper.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Og ord, og ord, og.

I den periode: udsigten, stilheden. Havde du fundet en grøn sten?

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

I natten poppede samtalerne op.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Intet, jeg modtog intet. Intimiteten i skriften. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Senere i dine øjne. Altid er det dette langsomme blik. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Grå. Jeg er på den anden side af havet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Træk mig helt ned. Det gør ikke noget.

Når du siger mit navn, svarer min krop. At tale var blevet uoverskueligt.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. På en. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg går bare og venter på den milde måne. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Ilden. Oppe på bakken. Her er dagen allerede langt foran mig.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Sætningerne er et hav. Ord. Sad jeg alene?

Hvem var det, der skrev: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. At tale var blevet uoverskueligt. I læberne og i huden. Jeg skrev mig vild i de dage. Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Odense, Esbjerg, Roskilde. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Du, du.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.