Der løber ord ud af min hud. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Du skrev ikke længere. Mine linjer kommer igen. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Vi taler om andre betingelser for nærvær. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At tale var blevet uoverskueligt. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Intet glemmes. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Regnvejrsmeteor. Det er bare.

Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Om andre byer, andre verdener. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Om andre byer, andre verdener. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

Om andre byer, andre verdener.

Der lå figner på jorden. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Du siger noget om solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Vi, bag øjnene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg ville gerne give dig mine. Trak jeg de yderste bjerge? Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Et genert, et intimt rum.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Noter. Beskrivelser. Sms i den lysende sommer.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Skrid, svarede du. Havde du kysset en anden? Hvirvlende, stirrende, syngende.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Sådan svarede du. De vigtigste. Min ene pen er rød og den anden sort. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. At forvandle dette rum. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Stod imod, men skrev: intet. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sætningerne er en ørken. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Når du ringer, hører jeg det ikke. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Sætningerne er et hav. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det er bare. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Luften og jordens sange. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Muren omkring ordene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Stod imod, men gjorde intet.

Lyset i ørknen i udsigten. Du trak mig med til de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dette langsomme blik imod stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.