Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder ikke. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Diamantafkast. Dine grene skygger for min mund.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Farverne. I læberne og i huden. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Brændte det friske løv virkeligt? De matte hemmeligheder inde i træet. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Der var noget som. Sandet.

Det gør noget. Skrid, svarede du. Intimiteten, skriften.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Ordene, små toppe af skum. Tingene tøver. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Ordene, små toppe af skum. Ordene, små toppe af skum.

Var jeg stille? Stod imod, men skrev: intet. Jeg lyttede til dit hjerte.

Skovene.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Var disse linjer virkeligt virkelige? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Brev i april.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Stod imod, men skrev: intet.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Sætningerne er et hav. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene du kom fra? Du kan være i dette landskab. Sætningerne er sarte kredsløb. En regning. Diamanterne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Dit navn var alt jeg hørte. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Oppe på bakken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og vi vågnede. Derinde bag skoven.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Den sindssyge himmel.

Afsavn. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Kan jeg skrive sådan? Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

På en rude. Byen.

Kalken. Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.