Sad jeg alene?

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

I den periode: udsigten, stilheden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste dine linjer. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Hvad? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Giver det mening?

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og ord, og ord, og.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Indimellem nogle ord. Mørket kaldte vi bare for mørket. Du havde tabt en linje i min drøm. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Hvilken nat fulgte efter natten? Skriv mig ind i dine læber. Hvor længe havde du drevet i vinden? Min krop vipper.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

At tale var blevet uoverskueligt.

…brb… I natten poppede samtalerne op.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Vidste du? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sætningerne er et hav. Hvad skal vi med den voldsomme? Blæste det virkeligt? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Men mit sprog er et landskab.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Muren omkring ordene. Og vi vågnede. Bordet vipper. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Muren omkring ordene. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Muren omkring ordene.

Muren omkring ordene.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Var det bare regnen? Under lillahimlens hvælv. Jeg sejlede omkring på alt. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Oppe på bakken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sætningerne er et hav. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Notesbog. Beskydning. Vi taler om andre betingelser for nærvær.