Vi, gamle tanker om stilheden. Som i morges. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Vi har gardiner. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg kunne glemme det, der glemmes. Søge ly i den flod. Sådan så mine drømme ud.

Du må ikke forsvinde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Dagene. Ugerne. Vennerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg bladrer i en tilfældig bog. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Der i kroppen. Vi i det glitrende. På et stort stykke hvidt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg havde glemt den. Da jeg lyttede blev jeg bange. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Sådan så mine drømme ud.

Sådan svarede du. Det generte i skriften. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Du trak de yderste bjerge. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Derinde bag bjergene. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Under den grå, grå himmel. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Du, solen. Dagene. Ugerne. Du siger noget om solen.

Det dybeste af alt er huden? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Muren omkring ordene. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Altid er det dette langsomme blik. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Oplæsning for intetheden. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. For hvert lag af betydning i klipperne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Mørket kaldte vi bare for mørket. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Du kan være i dette landskab.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Jeg har skrevet et kort.

Skovene. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Provinsen og gågadens sange. Kan jeg skrive sådan? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Muren omkring ordene. Dine diamanter lyser i min mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I bussen fulgte en samtale fraværet op. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.