Jeg kunne mærke dit hjerte. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Oplæsning for intetheden. Sætningerne er en ørken. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg havde glemt den. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Bagefter sad jeg i timer og læste. Altid er det dette langsomme blik. Men mit sprog er et landskab. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg var nøgen i de dage. Jeg, jeg. Det er vinden gennem sivene. Jeg havde glemt den.

Dine diamanter lyser.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Det var ikke skovene. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Var der virkelig ild et sted?

Hver dag gled med mig videre. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg var din krop. Glasdråbehænder. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Stolen vipper. Brev. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Oplæsning for intetheden. Et brev. Afsavn. Udsagn. Jeg har plads i min hud. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Bussen skrev til dig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sandet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg skrev intet ned i den periode. Var det markerne? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Vi, gamle tanker om stilheden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Det giver mening. Der falder binære sansninger ud af min mund. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Du trak de yderste bjerge.

Ved den smuldrende beton. Jeg drak det tørre. Jeg var i morges.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Solens sind. Jeg ville gerne give dig mine. Var der virkelig ild et sted? Du må forsvinde. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Dagen på vores øjne.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg sejlede omkring på alt. Det? En uro i kroppen. Sætninger. Intimiteten, skriften. Var det skovene du kom fra? Og ord. Det giver mening. Ved en sten: Jeg ville gerne give dig mine. Jeg skrev i en stråle af sol. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Sådan så mine drømme ud.

Jeg var din krop.

Jeg har skrevet et kort. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Dine grene skygger for min mund. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Derinde bag ordene. Nætterne. Ugerne. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Lyset afventer afgang. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.