…brb… At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Brev i april. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et brev. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Jeg var din krop. Jeg tror, du havde glemt den der. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Tingene tøver. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Vi taler om andre betingelser for nærvær. Det er bare.
Det er bare. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.
Du siger noget. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Regnvejrsmeteor. En flamme slog op af min hals. Det er bare.
Dagene alene på landet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.
Men mit sprog er ikke fjendtligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi er det sarte, de stille.
Jeg er på den anden side.
Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
At tale var blevet uoverskueligt. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Lysene lyste. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.
I bussen fulgte en samtale fraværet op.
Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du i mit vindue, i min vindueskarm. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Ordene, syrlige rifter af blod.
Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Noter. Beskrivelser.
Jeg skrev mig vild i de dage.
Det er bare. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvem var det, der skrev: Glashænder.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af so
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvorfor de yderste?
Jeg skriver dagen igang, stille.
Derinde bag skoven. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Muren omkring ordene.
Solstorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Ordene, syrlige rifter af blod. Øjne af regn fra det travle. Da jeg vågnede, var jeg sikker: En regning. Stjernekontinent. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg tegnede din hud på alting. Månens sind.