Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Farvede et sår i dit første ord. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Dagene alene på landet.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Derinde bag ordene. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Regnen, vinden imellem dine læber. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Muren omkring ordene. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Er du på den anden side af havet?

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stat

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Dagene. Ugerne. Vennerne. Noter. Beskrivelser. Sandet.

Du havde tabt en linje i min drøm. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Det er bare. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Om andre byer, andre verdener. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Var jeg stille? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der var en morgen, et stykke af himlen. Jeg sad alene i solen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. På et stort stykke hvidt. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Sætningerne er et hav.

Du siger noget om månen. Jeg var din krop.

Sammen lå vi og kortlagde:

Jeg, den skrøbelige sandhed. For hvert lag af betydning i stenene.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du kan være i dette landskab. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg forsvandt. Hvad tæller du til?

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Dine diamanter lyser i min mund. I natten, en fjern stemme, søvn. Mørket kaldte vi mørket.

Du trak de yderste bjerge.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Intet bag alting. Nu skriver jeg igen på det stille. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Nede ved havet. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Natten er trans, dagen er trans. Udsigten var en fuck-up-store.

Jeg var din krop. Det dybeste af alt er huden? Kalken. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Du skrev ikke længere. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Der i kroppen. Brændte det friske løv virkeligt? Nordlyset tøver i vores stemmer. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Vi, øjne.

Skyen skjulte noget for fuglene. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Over murbrokkerne. Har vi de samme øjne?

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.