I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Sandet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Er du på den anden side af havet? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Vi, de uddøde arter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Da blev jeg bange. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Du kom fra?

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vigtigste. Vi har hverken gardiner eller travlt. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg har skrevet et kort til dig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Sandet. Dine læber, dine læber, dine læber. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Havde du fundet en grøn sten? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du trak de yderste bjerge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Vi, øjne. Nu sejler jeg bare i version .. Det gør ikke noget.

Du siger noget om solen.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. Dagene. Ugerne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bag stemplerne. Ikke var nice i provinsen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Tågen i skovene i udsigten.

Noter. Beskrivelser. Oplæsning for intetheden. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. At tale var blevet uoverskueligt.

Ilden. Stjernekontinent. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Ordene, små toppe af skum. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Afsavn. Udsagn. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dette langsomme blik imod stenene.