Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Hvad skulle glemmes? Var jeg stille? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Du må ikke forsvinde.

I læberne og i huden.I læberne og i huden. I læberne og i huden.

Hvad tæller du til? Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Som nu i morges: Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg var nøgen i de dage. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det var ikke skovene jeg kom fra. På en rude. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Ilden. Har vi de samme øjne? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Luften og jordens sange. Rifterne.

Det er bare. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Ordene, små toppe af skum. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Bordet vipper. Ordene, små toppe af skum.

Sætningerne er et hav.

Lyskrydset. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.