Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg skriver dagen igang, stille. Det dybeste af alt er huden.

Stod imod, men gjorde intet. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg, tøvende. I bussen skrev jeg en sms til dig.

I sollyset, en ædelsten.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Vi stod derinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I læberne og i huden. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Var det skovene du kom fra?

Det gør noget. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Gennem hullet i hegnet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Skovene. Hvad vil disse knuste sætninger?

Var disse linjer virkeligt virkelige? Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Under murbrokkerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Mine linjer kommer igen. Øjne af regn fra det travle.

Luften og jordens sange. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvem var det, der skrev: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Brev i april.

Det dybeste af alt er huden? Ilden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne