Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Var der virkelig ild et sted? Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Over murbrokkerne.

Alene? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Alting ligger bag alting.

Intimiteten, skriften. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Som nu i morges: Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Lå vi. Sandstorm. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg ville gerne give dig mine. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvad vil disse knuste sætninger?

Zeitgeist. Shit. Show. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Rifterne. Jeg skriver dagen igang, stille. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Du må ikke forsvinde. Som nu i morges: Jeg var i morges. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Der i kroppen. Muren omkring ordene. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Dagene. Ugerne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Intet ligger bag intet. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Dine grene skygger for min mund. Kalken. Et stort papir.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Du havde tabt en linje i min drøm. Du, du. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Landet smuldrer, smuldrer. Sådan så mine drømme ud. Stolen vipper. På et stort stykke hvidt.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Asfalt. Ubeslutsomhed. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvad skulle glemmes? Jeg var nøgen i de dage. Du siger mit navn. Ikke søge ly i den flod. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg forsvinder ikke. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Du kan være i dette landskab.

Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvem var det, der skrev: Det handler om overfladen. Var der virkelig ild et sted? Dine sætninger. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Bordet vipper. Var det markerne? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bordet vipper. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Om andre byer, andre verdener.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?