Har vi forskellige øjne? Den sindssyge himmel. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Et brev. Vidste du det? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Har vi de samme øjne? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Du, du. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Muren omkring ordene.

Blå. Det dybeste af alt er huden? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bag træerne. For hvert lag af betydning i stenene.

Mørket kaldte vi bare for mørket. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg var i din krop, og du? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan er det.Sådan er det. Sådan er det. Sådan er det. Oplæsning for intetheden.

Blå.

Et genert rum, et intimt rum. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Farvede ordene milde. Det var før du kunne forsvinde.Det var før du kunne forsvinde. Det var før du kunne forsvinde. Det var før du kunne forsvinde.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg er på den anden side af havet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg sad alene i solen.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Et genert rum, et intimt rum. Min ene pen er rød og den anden sort.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Der var noget som åbnede sig.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Hvad med den himmel? Sætningerne er et hav. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg er på den anden side af havet. Det var før du kunne forsvinde. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.