Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Som at læse glemte aviser. Dagene. Ugerne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg sad alene i solen. Ikke søge ly i den flod. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg forsvinder ikke. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Et rum, et rum. Bøgerne varslede en kommende tid. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvad vil disse knuste sætninger? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Alting ligger bag alting. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Dine diamanter lyser i min mund.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

At forvandle dette rum til et andet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Et wack rum, et rum for stars. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Nu er der en uro i kroppen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg skriver dagen igang, stille. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Blæste det virkeligt? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sandet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Hvad skulle glemmes? Et genert rum, et intimt rum. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg er på den anden side. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg har skrevet et kort til dig.

Havde du en sten? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvad skal vi med den voldsomme? Ved den kyst, havets langsommelighed.