Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Blå. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg var i din krop, og du? Giver det mening?

Jeg skrev intet ned i den periode. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Stjernekontinent. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg skrev mig vild i de dage. Som at læse glemte aviser. Jeg sad alene i solen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Havde du kysset en anden? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Du skrev et sår i min fremtid. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sådan svarede du. At tale var blevet uoverskueligt.

Sætningerne er et hav.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Der var noget som åbnede sig. Muren omkring ordene. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Solstorm. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg forsvinder ikke. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg har skrevet et kort til dig. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Sætningerne er et hav. Det er bare.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Blæste det virkeligt? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Det dybeste af alt er huden?

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.