At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Farvede ordene milde. Sms i den lysende sommer.
 
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg læste glitrende blade. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Lyskrydset. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Det er bare. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.
 
Hvor vil det ødelagte sprog hen? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Regnvejrsmeteor. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Bøgerne tegnede deres egen retning. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Ok, svarede du. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Byen.
 
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Jeg skrev intet ned i den periode.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Du foldede dig ind i mine ord. Mine linjer kommer igen. At lytte gav ikke længere mening. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
 
Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Bagefter sad jeg i timer og læste. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Min ene pen er rød og den anden sort. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Du foldede dig ind i mine ord. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.