Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv.
 
Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Du havde tabt en linje i min drøm. Ilden. Mail i november. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Farverne. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.
 
Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Blå øjne mod den milde himmel. Der er en som dresser up til dans. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Du trak mig med til de yderste bjerge.
 
Jeg havde glemt den. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At forvandle dette rum. Afsavn. Trak du de yderste bjerge? Bagefter, henover en tøven.

Der hang en nice frugt og dinglede. Havde du kysset en anden? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Skrid, svarede du.
 
Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Intimiteten i skriften Oplæsning for intetheden.

Intet, jeg modtog intet. Jeg fandt en linje et sted under min reol. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.
 
Hvor længe havde du drevet i vinden? Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Det her er ingen leg. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hvor længe havde du drevet i vinden?
 
Mine linjer kommer igen. Der hang figner henover udsigten. At lytte gav ikke længere mening.

En flamme slog op af min hals. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Farvede lidt sort i din ørken.
 
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Derinde bag skoven. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Den sindssyge himmel. Du siger noget om solen. Bag træerne.
 
Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Gennem hullet i min hjerne. Der lå figner på jorden. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Så trak dagen langsomt på øjne. Lyskrydset. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.