Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Stod imod, men skrev: intet.

Solstorm. Glashænder. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Oplæsning for intetheden. Nu er der en uro i kroppen. Et brev. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Alting ligger bag alting.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Jeg læste dine linjer Der var noget som åbnede sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det er bare. Du må ikke forsvinde. Intimiteten i skriften. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sad jeg alene? Jeg skriver dagen igang, stille. Tågen i skovene i udsigten.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.