Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Brændte det friske løv virkeligt? At tale var blevet uoverskueligt. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.
 
Nordlyset tøver i vores stemmer. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”